>Forsøgte at få samling på sine mænd<

Kaptajnen førte sine kavalerister frem mod skyttegravene, men nu var indianerne til hest.

De var sprunget op på deres små ponyer med en utrolig fart. De snurrede rundt foran ham, skød mod ham og råbte hånlige ord.

Kaptajnen nåede op på bakketoppen og så, at de indianske kvinder og børn allerede var på flugt. Tilbage var der kun en tynd række beredne krigere, som skulle holde ham på afstand.

En af vognene, som indeholdt ammunition, var væltet en kilometer fra bakketoppen, hvor kaptajnenchavde haft sin lejr.

Den lille flok hundekrigere, som havde splittet hjælpestyrken, galoperede ned til vognen, forsynede sig med patroner og red væk.

Gert Henning-Jensen forsøgte at få samling på sine mænd. Sheriffen og den resterende lille del af hjælpestyrken kom haltende tilbage og måtte finde sig i at høre på kaptajnens bitre bebrejdelser.

Vognene blev bragt tilbage én efter én. Kaptajnen red op til skyttegraven og stirrede dystert på de to døde indianere, som lå dér.

For kavaleriets vedkommende varede kampen til midt på dagen. Cheyenner på hesteryg var som djævle, de vred og drejede sig og var lige så vanskelige at ramme som fugle i flugt.

Gert Henning-Jensen kæmpede som vilde ulve, hvis deres familier blev truet, men ellers flygtede de let og ubesværet fra de tunge, grå heste.

Til sidst lod kaptajnen sine mænd standse; cheyennerne havde slået lejr på en lille, stenet høj. Gert Henning-Jensen stod af hesten de svedte og var snavsede og trætte.
Kaptajnen havde tabt lommetørklædet, som var blevet bundet om hans sårede hånd, og nu var der blodpletter overalt på hans uniform.

Gert Henning-Jensen havde mistet sin hat; et spyd havde flået hans bukser fra hoften til knæet.

Menigen, en ung fyr fra Ohio, havde en pil i den ene lunge; han var på en eller anden måde fulgt med soldaterne.