>Og det lød som en advarsel<

Jeg tager risikoen. Mere end I gør.«

»Det ved jeg ikke,« sagde Opera med dæmpet stemme. »Det er måske der, du tager fejl.«

Et par kom smilende hen imod dem. Manden, som var kraftig med et rundt ansigt og bar en tyrolerhat med fjer, sagde:
»Bitte?«

De så på ham og på hans trivelige kone, som iført pels stod ved siden af.

»Ist hier frei?« spurgte Opera, og uden at vente på svar satte de sig begge ved deres bord.

»Vi er ved at gå,« sagde han på tysk og nikkede til tjeneren. Han betalte regningen, og de gik op på dækket. Begge var tavse. Og deres tid sammen var forbi; damperen var ved at lægge til i Frankfurt.

Opera vendte sig imod ham.
»Ved du hvad,« sagde hun hurtigt. »Lad være med at foretage dig noget. Ring til mig i overmorgen. Men lad være med at foretage dig noget inden da.«

»Der er en masse, vi skal tale om.«

»Ikke endnu,« svarede Opera, og det lød som en advarsel. Hun vendte sig om og gik bort fra ham.

Da damperen var blevet fortøjet, forlod de den hver for sig. Det virkede pludselig, som om Opera ikke ønskede at være i nærheden af ham.

 Han så hende vinke efter en taxa og køre af sted. Hun havde ikke vendt sig om mod ham en eneste gang.

Han gennemgik i sine tanker, hvad Opera havde sagt til hende, og hvordan han havde sagt det.
Han begyndte pludselig at spekulere på, om han ikke havde forspildt det hele.

München
Så snart Opera havde fået underretning fra Washington om, at en kvindelig agent havde fået til opgave at 'varme op.