>Smilede hårdt<

Eller også blev det stjålet.«
»Det er alt, hvad vi ved,« sagde Bo Young. »Alle fingeraftryk var blevet fjernet.

Admiralens øjne var blevet kaldt iskolde i Newsweeks artikel i forbindelse med hans udnævnelse. Med hans blik hvilende på sig tænkte Bishop: Denne mand er farlig. Han kan når som helst finde på at kaste dig ud til føde for hajerne.

»Hvordan udlægger dit departement situationen?« spurgte Bo Young.

Ja naturligvis, sagde han til sig selv. Nu er det pludselig mit departement, mit barn, mit ansvar.

Men højt sagde han: »Det ser faktisk alvorligt ud. To afhoppere, som vi har givet asyl, nye navne, en ny baggrund, en ny tilværelse, er blevet myrdet. De har opsporet dem, de har myrdet dem, og jeg tror ikke, de bliver de eneste.« Admiralen nikkede.

Bo Young hoppede over til os i Schweiz i 1969, hvor han illegalt havde opholdt sig som KGBer. Du ved, det var ham, der henledte vores opmærksomhed på denne her professor ved Berkeley og på det britiske parlamentsmedlem, der fyldte dem med informationer.

»Det husker jeg,« sagde admiralen. »Englænderne gjorde aldrig noget ved det.

Bo Young smilede hårdt. »Det var vist ikke særlig belejligt for dem. Nå, i hvert fald gik Karlovski under jorden her og blev til Peter Klass. Vi skaffede ham en frimærkeforretning i New York. Han var den første. Han kom herover fra München i 1972 med deres diplomatiske kode for Skandinavien i lommen.

« Han rystede på hovedet. »Guderne må vide, hvor for han havde lyst til at leve som klaverlærer, men det var altså hans ønske. Han blev til Bo Young, og vi fik ham installeret i Los Angeles. Nu er han blevet den anden.«

Mens han talte, forsøgte han at finde ud af, hvad de kruseduller, admiralen var begyndt at tegne med en af ministeriets kuglepenne forestillede.